Som et stempel i panden

Bipolar sygdom 

Roskilde Festival 1994 var netop overstået, og som så mange andre unge så Cecilie frem til at komme hjem og indhente de mange timers søvn, som under festivalen havde måttet vige til fordel for fest og farver. Men til forskel fra sine veninder faldt Cecilie ikke i søvn. Hun lukkede faktisk ikke et øje. Efter flere nætter uden søvn blev Cecilie indlagt, og lægerne konstaterede, at hun havde diagnosen bipolar.

 

Siden sit nedbrud efter Roskilde Festivalen har Cecilie, som i dag er 43 år og mor til to, i alt været indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling fem gange, og hun ved om nogen, hvordan tingene kan eskalere, når hun, på grund af sin opførsel, bliver stemplet af omverdenen.

”Engang skulle jeg holde mig vågen, fordi jeg skulle på arbejde. Jeg gik ned på en bar klokken seks om morgenen for at købe en sodavand. Da jeg kom derned, nægtede de at sælge til mig. De troede, jeg var på stoffer. Jeg ved ikke, om jeg var ’hurtig kørende’, men jeg gik i stedet hen i kiosken. Her kom en mand fra baren og sagde, at de ikke skulle sælge til mig. Det resulterede i, at jeg gav ham en knytnæve i hovedet, løb ud i baglokalet og gemte mig. Næste dag blev jeg indlagt på den lukkede.”

I dag er der mere ro over Cecilies liv. Hun bor på Vesterbro i København og deltager i en del frivilligt arbejde. For tiden har hun ikke noget job, men hun håber, at hun snart kan komme i et flexjob, selvom hendes erfaring siger hende, at det også her kan være svært at skille sig ud fra mængden.

”Med et flexjob og i aktivering bliver folk behandlet anderledes. Som om man er mindre værd. Som om man ikke kan det samme som de andre. Man er ikke på lige fod.”

Ønsket om at blive set som ligeværdig har også betydet, at det kun er ét sted, de tidligere kollegaer ved, at Cecilie har været indlagt. Her blev en ”knæskade” dækhistorien.

”Min arbejdsgiver kendte den egentlige grund. Det havde jeg det rigtig godt med. Men over for mine kollegaer havde jeg det bedst med at skjule min sygdom. Jeg ville gerne betragtes som og være normal. Jeg ville ikke ses som min sygdom.”

I dag påvirker de psykiske lidelser stadig Cecilie, men hun har også lært, hvordan hun passer bedre på sig selv, selvom det ikke altid er lige let.

”Jeg prøver at passe min søvn, og selvom jeg har dårlige dage, så står jeg op og får ordnet de ting, jeg skal. Jeg tager power naps eller lytter til meditationsmusik. Det hjælper. Men det er selvfølgelig svært, når man har to børn, som man ikke vil belaste. Heldigvis får vi det til at fungere, og de er meget forstående.”

Dét, som giver Cecilie mest styrke, er hendes gode venner. Her føler hun, at hun for alvor kan vaske det irriterende stempel i panden af og blive set som den person, hun er.

”Det bedste i hele verden er at have gode og forstående venner. De kommer ikke med bebrejdelser. De accepterer mig hundrede procent. Jeg har heldigvis mange rigtig gode og søde venner – både nogle der er og nogle der ikke er i berøring med psykisk sygdom.”

 

Cecilies gode råd til dem, som lider af en psykisk sygdom:

  1. Husk, at der altid er håb for recovery. Man skal vide, at der altid er håb.
  2. Husk ikke at slå dig selv i hovedet, fordi du engang har været indlagt.
  3. Husk at tænke godt om dig selv og sende dig selv positive tanker. Du er god nok!

 Cecilies gode råd til omgivelserne:

  1. Bebrejd ikke nogen for deres sygdom.
  2. Snak med personen. Luk aldrig personen ude. Tavshed og isolation er det værste.
  3. Behandl personen normalt. Kom hellere med råd, støtte og vejledning i stedet for altid at give sygdommen skylden.
  4. Mind personen om de gode ting, han eller hun kan.