ADHD er ikke en hindring for at være folketingspolitiker

 

Anne Marie Geisler Andersen har altid haft fart på og haft et stort temperament. ”Jeg blev kaldt Duracell-kanin og dampbarn blandt andet af mine pædagoger. Jeg har da også altid haft krudt i røven,” siger Anne Marie, mens hun trækker på smilebåndet. Hendes adfærd blev dog aldrig rigtig set som et problem, fordi hun klarede sig fremragende i skolen og dyrkede en masse sport. Hun havde fuld fart på i alle sammenhænge; i skolen, til konkurrencegymnastik og til fester.

”Jeg har aldrig passet godt på mig selv. I dag er jeg 15 procent invalid pga. konkurrencegymnastik, fordi jeg kørte derudaf. Og det er den største udfordring – at man bare kører derudaf.”

Anne Marie endte med at køre sig selv for hårdt og fik i 2003 og 2008 depressioner, som blev udløst af stress. ”Der er altid en risiko for, at jeg kører for hårdt på – at jeg får stress – og så bliver deprimeret. Det er min største udfordring,” siger Anne Marie.

Forklaring på rodløsheden

Senere fandt Anne Marie ud af, hvorfor hun kørte sig selv så hårdt og derfor blev ramt af stress. Hun fik konstateret ADHD med hyperaktivitet. Det skete, fordi hun selv fik tanken, da hun overværede et oplæg om ADHD og havde en oplevelse af at høre en beskrivelse af sig selv.

”At få diagnosen var en kæmpe aha-oplevelse. Det var på en gang en lettelse og så alligevel ikke. På den ene side kunne jeg pludselig forstå den indre uro og rastløsheden, og hvorfor jeg ikke kunne komme til bunds i den. Det gjorde det også lettere at acceptere, at det er en del af mig. Jeg føler ikke, at jeg skal flygte fra det længere.”

Men Anne Marie følte sig også stemplet, som hun aldrig havde prøvet det før. Hos sin egen læge blev hun mødt med ordene: ”Jamen, du er jo hverken kriminel eller misbruger”. Det var det billede, han havde af folk med ADHD. Lægen drøftede det dog med nogle kolleger og var derefter ikke i tvivl om, at det var ADHD, Anne Marie led af.

Passede ikke ind i billedet af ADHD

At lægen og andre personer i omgivelserne undrede sig over Anne Maries diagnose hænger måske sammen med, at hun indtil for nylig var folketingspolitiker, næsten er færdig med en videregående uddannelse, og derudover er meget pligtopfyldende og perfektionistisk. For så mener mange, at man ikke kan have en psykisk lidelse.

”Mennesker der har en psykisk sygdom behøver ikke at være på en bestemt måde. Det handler om at give folk nogle nye billeder. Jeg har vist, at selv om man har ADHD, kan man godt sidde i Folketinget. Og jeg ved, det har styrket håbet hos nogle.”.  

Anne Marie har altid været åben omkring sine psykiske lidelser. Hun fortalte tidligt om depressionssygdommen til studiekammerater og de nærmeste venner og familie. Få kendte til sygdommen, men folk havde det generelt okay med det.  At hun også som medlem af Folketinget var åben om, hvordan hun havde det indeni, gav også en masse positiv feedback fra den danske befolkning.

”Vælgerne har taget godt imod min åbenhed. Bl.a. på Facebook og i mails har de skrevet, at det er dejligt, jeg er så åben om min sygdom. Og når nogle har forsøgt at forklare mig, hvordan det er at være psykisk sårbar, har jeg kunnet skrive tilbage, at jeg forstår – og at jeg er en af dem,” siger Anne Marie.  

Det handler om prioritering

Anne Marie har i dag fået det bedre ved at lære at passe på sig selv. Det handler især om at prioritere, og så taler hun med venner og en psykolog, når det er ved at blive for meget.

”Jeg taler meget med andre – ikke mindst med mine venner. I perioder har det også hjulpet mig at tale med en psykolog fx under begge mine depressioner. I stressede perioder kan jeg også godt finde på at bestille en tid hos min psykolog for at tage det i opløbet, og hun har også hjulpet mig med at blive bedre til at prioritere. Det har styrket mig og lært mig langt om længe at træffe vigtige og større beslutninger på egen hånd, som bl.a. dengang da jeg traf den formentlig sværeste beslutning i mit liv om ikke at genopstille til Folketinget i denne omgang.”

For Anne Maries var det en benhård prioritering at vælge drømmejobbet fra for en periode for først og fremmest for at få tid til familien og den lille pige, hun fødte fem dage efter folketingsvalget. 

”Jeg har indset, at jeg kan lide at gøre tingene ordentligt – ikke mindst når det er noget, jeg brænder så meget for, som familie og politik - og at jeg ikke kan det hele på en gang. Nu har jeg valgt at prioritere familien først. Også i det daglige har jeg langt om længe lært at prioritere, så jeg ikke samler bunker sammen, for jeg ved, de stresser mig.  Og så sørger jeg for at få holdt pauser og have struktur i mit liv”.

I det hele taget fokuserer Anne Marie meget på at forebygge stress. Udover en skarp prioritering i dagligdagen, dyrker hun også meget motion. En løbetur giver fornyet energi og hjælper med at klare tankerne.

Vil ikke pakkes ind i vat

Selv om Anne Marie har erkendt, at hun er psykisk sårbar, så foretrækker hun, at andre behandler hende som ligeværdig.

”Til tider har jeg følt, at jeg blev pakket ind i vat. Både af mine veninder og af min mand. De vil gerne være der for mig og gør det i den bedste mening, men jeg er jo ikke noget barn, og det kan være svært at finde balancen. Det kan godt være, jeg har nogle ting at slås med, men så må vi snakke om det og finde ud af, hvor grænsen går”.

For selv om det er betryggende for Anne Marie at vide, at hendes nærmeste kender til hendes situation og er der for hende, så har hun stadig behov for at være et voksent og selvstændigt menneske.

”Som pårørende kan man hurtigt komme til at handle på folks vegne. Jeg ved, hvad jeg taler om, fordi jeg selv er pårørende til en psykisk sårbar. Min far har lidt af depressioner i mange år, og jeg har måttet lære at acceptere, at jeg hverken kan eller skal leve hans liv. Det handler om at bevare respekten for den anden og støtte op, så godt man kan, uden fuldstændigt at overtage styringen”, siger Anne Marie.

Anne Marie er i dag 30 år, bor på Amager med sin mand og sin datter Vigga og er netop trådt ud af Folketinget, hvor hun har siddet for de Radikale.

 

Anne Maries råd til omgivelserne:

• Folk skal spørge ind til og tale om det – man kommer længst med dialogen. Og så skal man huske, at mennesker med psykiske lidelser kan være meget forskellige. 
• Man skal vise, at man er der, og at man står til rådighed. I alvorlige situationer, hvor vedkommende ikke selv kan bede om den nødvendige hjælp, må man dog gerne tage over. 
• Man skal ikke tage initiativet fra den psykisk sårbare, men støtte op uden at overtage styringen. Og så huske at støtte op om de små fremskridt der er.

Det værste, man kan gøre overfor psykisk syge:

• At undgå folk, ikke turde spørge eller gøre et forsøg
• At antage noget – og sætte folk i bås
• Kun at se sygdommen og glemme, der er et menneske bag. Mennesker med depression kan også være kede af det engang imellem, uden at det skyldes deres sygdom