Anmeldelse af bogen ”Stemmerne siger, at jeg skal” Af Mia Keller Jensen

Anmeldelsen er skrevet af EN AF OS-ambassadør Jacob Skov Hagendam

Bogens titel er nærmest en ordre til at læse den. Og den bør i høj grad læses. Den er et opråb til både pårørende, fagfolk og folk diagnosticeret med skizofreni. Et kald på at selvom alting ser mørkt og håbløst ud, så er der et liv at leve. Men det kræver en stor viljekraft at se.
Advarsel! Indeholder detaljerede beskrivelser af selvskade og selvmordsforsøg.

Bogen starter hårdt ud i sit forord, hvor du bliver smidt ind midt i en situation, hvor det ser allerværst ud. Efter dette forord stod jeg tilbage med følelsen: hvordan i alverden kommer Mia til at kunne leve et normalt liv herfra? Derefter følger hele hendes historie omkring en barndom, hvor det gjaldt om at vise, at man var den mest seje, og den der kunne mest. Den der skulle være bedst til alt. Og hvordan et pres fra især en tilsyneladende lille situation kommer til at fylde et helt liv med paranoia, stemmer og hallucinationer. Man følger Mias tanker og følelser hele vejen gennem et kringlet behandlingssystem, hvordan hun prøver at få en hverdag til at hænge sammen, og hvordan hendes behandling begynder at bære frugt. Alt er detaljeret beskrevet og nærmest oversat til at være så let forståeligt som muligt. Så man hurtigt kan relatere til situationerne og ikke mindst - hvordan man kan relatere til en person med skizofreni. Hele tiden mens jeg læste, blev jeg mindet om mit eget forløb. Og jeg blev bekræftet mange gange i, hvordan sygdommen kan tage styringen. Hvordan behandlingssystemet både byder på nederlag men også sejre. Og ikke mindst med samme følelse jeg selv har haft - er jeg egentlig bare til besvær, når jeg vil bede om hjælp?

Mia forklarer meget åbent omkring, hvordan det er at have sygdommen, hvordan det er at selvskade, og hvilken betydning selvskaden kan have for at aflaste sig selv. På intet tidspunkt er hun opfordrende til, at læseren skal prøve at selvskade, hun advarer tværtimod imod det. Men samtidig er forklaringen fra hende nødvendig, for at en person udefra kan relatere til, hvordan det er at selvskade. Noget jeg selv kan nikke genkendende til i den periode, hvor jeg selv var selvskadende. Desuden lægger hun stor vægt på, at alle sygdomsforløb er forskellige. Og at det hurtigt kan blive ens identitet at være syg. Men det drejer sig ikke om, hvem der kan være mest syg, eller hvem der har den tungeste diagnose. Det drejer sig om at se på mennesket med sygdommen i stedet for at se sygdommen først. Se på hvem mennesket er på lige fod med, hvordan man ser sin egen omgangskreds, sine kolleger eller sin egen familie. Mennesket er det vigtige. Derfor er det også mere livsbekræftende at følge hendes forløb på både godt og ondt. Se hendes nedture, nikke genkendende til lighedstræk med mit eget forløb og dermed bekræfte, at alle har retten til at få en hjælp. Men ikke blot en hjælp, en hjælp der er bedst for den enkelte person. Mia forklarer både omkring hendes terapi, sine indlæggelser og sit forløb med medicin. Alt sammen set ud fra, hvilke ting hun føler virkede og hvilke ikke virkede. Og hun understreger samtidig en vigtig pointe: hvis det ikke virkede godt for hende, er det ikke ensbetydende med, at det ikke virker for nogen. Alle sygdomsforløb er forskellige, men de fortjener alle en hjælp.

Det er især også godt at læse omkring Mias forhold til behandlere. Hvordan tillid kan opbygges, men især også hvordan det kan vendes til mistillid. Hvilken stor forskel det har, set fra hendes øjne, når en behandler fortjener hendes tillid. Men også hvor stor en betydning det har for hende, hvis hun ikke føler, hun blev lyttet til. Hvordan disse mennesker præger hendes hverdag på både godt og ondt. Alt sammen bidragende til hendes lyst til at kæmpe. Og man må i den grad sige, hun har kæmpet mange kampe. Mange kampe med nederlag men også mange kampe med sejre. Undervejs understreger hun på bedste vis, at man skal være tålmodig. Man overvinder ikke skizofreni på en nat. Men man overvinder den heller ikke ved ikke at prøve at kæmpe. Og det er en fryd at læse, hvordan hendes nederlag bliver til sejre, og hvordan hendes liv for alvor bliver valgt til.

Jeg kan anbefale bogen kraftigt til alle, der er nysgerrige på, hvordan skizofreni kan føles set indefra. Og det er uanset, om du er behandler, selv har diagnosen eller er pårørende til en med skizofreni. Den giver en god og detaljeret forklaring på, hvordan symptomer kan føles, hvordan tanker og handlinger kan være styret, men især også hvor stor en indre kamp man kæmper imod sygdommen. Og det er en kamp, der kan vindes.


Stemmerne siger, at jeg skal er skrevet af EN AF OS-ambassadør Mia Keller Jensen og udgivet af Forlaget Skriveboblen i januar 2022.