Nyheder

03.04.2020

'Retten til at være rask' - En filmanbefaling

Psykisk sygdom er hård. Både at leve med, og at overvinde. Men det lykkes heldigvis for mange at blive raske.

Desværre har samfundet svært ved at glemme en diagnose, og døre kan blive lukket for altid.

Mads blev som 16-årig ramt af skizofreni. Efter flere års svær sygdom, lykkedes det ham at blive rask. Han fandt imidlertid ud af, at han ikke kan kalde sig rask, men blot ‘symptomfri’. Og de rettigheder han mistede, da han blev syg, er mistet for altid.

Mads indleder derfor en kamp for at genvinde sine rettigheder – en kamp for sin ret til at være rask.

‘Retten til at være rask’ er en film der følger Mads fra 2011 til 2019, hvor han bliver inviteret til en samtale på Christiansborg, der giver mulighed for at påvirke beslutningstagerne. Men er det nok til, at Mads kan få det flycertifikat, han drømmer om?

I filmen ses blandt andre tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, tidligere formand for PsykiatriFonden Jes Gerlach og daværende formand for PsykiatriFonden Anne Lindhardt, daværende transportminister Hans Christian Schmidt og Peter Lund Madsen.

‘Retten til at være rask’ kan ses gratis på Filmstriben.dk. Eller du kan støtte filmen ved at købe eller leje den på Vimeo.

For yderligere information kontakt Christian Friis Lysholdt på 40 46 11 80 eller christian@oddresort.com.