Nyheder

10.09.2020

Ny rapport om mediedækningen af psykisk sygdom i 2019

Medieanalysen er foretaget af Infomedia på vegne af EN AF OS, og dækker perioden fra 1. januar 2019 til 31. december 2019. Analysen afdækker, hvordan, hvor og hvor ofte psykisk sygdom beskrives i danske webmedier, og hvordan medieomtalen af mennesker med psykiske lidelser udvikler sig i perioden.

Overskrifter som ”Sindssyg øksemand dømt” sælger aviser. Men stigmatiseringen har alvorlige konsekvenser for de personer, der lever med en psykisk sygdom.

Dramatiske overskrifter og historier, som reducerer folk til deres diagnoser, er med til at vedligeholde en angst for, at mennesker med psykisk sygdom ofte er farlige. Manglende viden er typisk den direkte årsag til at sådanne skræmmebilleder opretholdes, og det ville have stort betydning, hvis de danske medier i højere grad også så det som deres opgave at bringe et mere nuanceret og realistisk billede i omtaler af personer med psykiske lidelser. Landsindsatsen EN AF OS skal være med til at imødegå fordomme og stigmatisering som formidles og fastholdes gennem mediernes indflydelse på befolkningens generelle holdninger til mennesker med psykisk sygdom.

Derfor har Infomedia har på vegne af Landsindsatsen EN Af OS udarbejdet rapporten En analyse af mediedækningen af psykisk sygdom i danske webmedier, som afdækker, hvordan danske nyhedsmedier omtaler psykisk sygdom generelt og personer med psykiske lidelser. Rapporten kortlægger, i hvilke sammenhænge psykiske lidelser nævnes samt hvor og hvor ofte, medierne bringer historier om emnet. Rapporten blotlægger derudover, i hvilken udstrækning medierne bringer et positivt, et neutralt eller et negativt billede af psykisk sygdom, hvilke organisationer, der er særligt fremtrædende, når mennesker med psykisk sygdom omtales og hvilke temaer, omtalen udspringer af.
Stigmatisering af psykisk sygdom i nyhedsmedierne er et centralt element i analysen, hvorfor store dele af rapporten vil være centreret omkring stigmatisering.

Analysen er baseret på 5.273 danske webmedier og dækker samtlige omtaler fra den 1. januar 2019 til 31. december 2019. Analysen viser derfor, hvordan medieomtalen af personer med psykiske lidelser udvikler sig i perioden.

En tilsvarende, men ikke fuldt sammenlignelig analyse, er foretaget af omtalen i 2016. Analysen Agenda-analyse af mediedækningen af psykisk sygdom i 2016 beror på et kildegrundlag baseret på printudgaver af landsdækkende, regionale og lokale dagblade, lokale ugeaviser, fagblade og magasiner, udvalgte radio og tv nyhedsudsendelser samt udvalgte webkilder. Da kildegrundlaget er ændret, må sammenligninger med 2016 udgaven derfor tages med forbehold.

I rapporten kan du blandt andet læse at:

43 pct. af omtalerne var negative, og 34 pct. var stigmatiserende

5.273 webartikler dækkede i 2019 den danske psykiatri og psykiske sygdomme. Omtalerne portrætterede i overvejende grad psykisk sygdom kritisk, og hele 43 pct. af omtalerne var vinklet direkte negativt. Dette hang i høj grad sammen med et stort fokus på kriminalitet sat i relation til psykisk sygdom. Overordnet dominerede historier om kriminalitet samt politiske diskussioner om ressourceallokering mediebilledet. 34 pct. af årets omtaler var stigmatiserende –og særligt artiklernes overskrifter bidrog negativt til at stigmatisere mennesker med psykisk sygdom. Trækkes krimistof ud af omtalen er 24 pct. af omtalen stadig negativ –og 29 pct. er stigmatiserende.

Mindre stigmatisering i 2019 sammenlignet med 2016

I forhold til resultatet i 2016, hvor andelen af stigmatiserende omtaler udgjorde hele 54 pct. af mediedækningen, har medierne taget et skridt i den rigtige retning. I forhold til tonen i mediedækningen er bevægelsen dog anderledes, og hvor 34 pct. af omtalen var negativ i 2016, er 43 pct. negativ i 2019. Dette hænger sammen med de mange kriminalitetshistorier i 2019, som trak den negative andel op.

Omtaler båret af politisk vinkling er mest stigmatiserende, mens omtale centreret omkring personlige fortællinger oftest er positive

Omtalen havde en tendens til at være mere positiv og mindre stigmatiserende, når artiklens bærende element var vinklet på personlige fortællinger. Ikke så overraskende var tonen oftest negativ, når omtalen omhandlede konkrete vinkler, hvor en stor del af kriminalitetshistorierne ligger. Omtaler med forskningsrelaterede vinkler var de mindst stigmatiserende, og kun 14 pct. af denne omtale havde stigmatiserende sprogbrug. Til sammenligning var omtaler af politisk karakter stigmatiserende i hele 42 pct. af tilfældene.

Angst er det store samtaleemne, når omtalen drejer sig om diagnoser (fokusområder)

Det klart mest omtalte fokusområde var angst (40 pct.) efterfulgt af skizofreni (18 pct.) og depression (13 pct.). Omtaler med et fokusområde havde i højere grad henvisninger til hjælp, og herunder var selvmord det fokusområde, hvor medierne oftest medbragte henvisninger til hjælp. Kommunerne og Livslinien var de organisationer, som oftest optrådte i artikler, hvori henvisninger til hjælp også indgik.

Outsideren.dk var det mest positive medie

Det brugerdrevne onlinemagasin Outsideren var det medie, som bragte flest positive omtaler af psykisk sygdom (39 pct.). I lyset af at mediet er et talerør for mennesker, der har haft –eller har –en psykisk lidelse, er det interessant, at 39 pct. af omtalen stadig er stigmatiserede –altså mere end det generelle mediebillede. Dette viser både, hvordan stigma og selvstigma generelt er udbredt, og hvordan psykisk sygdom ofte italesættes som noget, du er, i modsætning til noget du har.

De webmedier, der skrev mest om psykisk sygdom var Jv.dk, Fyens.dk , Sn.dk, BT.dk og Politiken.dk. Her skilte Fyens.dk og Politiken ud ved at have en relativt højere andel af stigmatiserende sprogbrug. I forhold til stigmatisering og tone lå topmedierne dog overordnet set på niveau med den generelle mediedækning.

Historier baseret på Ritzau-nyheder er markant mere stigmatiserende og negative end den øvrige omtale

Det er tydeligt, at artikler baseret på Ritzau-telegrammer er markant mere negative og stigmatiserende i deres fremstilling af psykisk sygdom end den øvrige omtale. Det er blandt andet Ritzaus massive dækning af kriminelle hændelser, der bidrager til en unuanceret portrættering af personer med psykisk sygdom. I den forbindelse ses en sammenhæng mellem de mest negative medier og andelen af videreformidlede Ritzau-historier. Blandt de mest negative medier var TV ØST, Aoib.dk SkiveFolkeblad.dk og EkstraBladet.dk.

Infomedia og EN AF OS vandt i juli i år en international pris for analysen ved AMEC Awards i kategorien Most Effective Planing, Research and Evaluation in the public and not-for-profit sectors.


EN AF OS ser et stort behov for at formidle mere viden – ikke bare om sygdomme – men især om de udfordringer der knytter sig til at få en psykisk sygdom og i høj grad om mulighederne for at komme sig og i mange tilfælde blive helt rask igen og kunne leve et liv som andre. Landsindsatsens logo – EN AF OS – signalerer med få ord den ændring, som Landsindsatsen gerne vil bidrage til, nemlig at det vedkommer os alle, og at alle skal kunne føle sig inkluderet og som en del af fællesskabet.

Landsindsatsen EN AF OS fokuserer derfor blandt andet på at uddanne og informere journalister og journaliststuderende. Derudover har EN AF OS informationskampagnen Tænk før du taster der skal oplyse mediebranchen om konsekvenserne af stigmatisering – hele vejen fra journaliststuderende til chefredaktører.