Klummearkiv

Ambassadørerne bringer håb for afstigmatisering

Af Amalie Cordes, Det nationale sekretariat for EN AF OS

Stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom er stadig et problem i Danmark. Ambassadører for EN AF
OS bekæmper stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom i vores samfund ved at dele erfaringer med psykisk sygdom i mange forskellige sammenhænge. Stigmatisering er forskelsbehandling af mennesker med psykisk sygdom, som er baseret på samfundets negative fordomme.

I juni holdt jeg et fokusgruppeinterview med fire ambassadører: Jonas på 22 år, Michael på 38 år, Pernille på 43 år og Susan på 31 år. Her blev jeg klogere på, hvordan EN AF OS har styrket dem, og hvad EN AF OS har betydet for deres indsats imod stigmatisering. Deres indsats bringer håb for fremtiden.

Jonas, Michael, Pernille og Susan har alle til fælles, at de gerne vil gøre en forskel som ambassadører, og at de ønsker at mindske stigmatisering. De er meget glade for at komme ud og holde oplæg. Det giver anerkendelse, glæde og succesoplevelser. Flere af dem får også et stort adrenalinkick af at være ude og holde oplæg med EN AF OS.

Styrket af at være sårbar
Det at være ambassadør for EN AF OS har styrket alle fire på mange områder. Det har blandt andet bidraget til at forbedre deres selvbillede, ført til selvkontrol og oparbejdelse af evner om at holde skarpe oplæg. Derudover føler alle sig styrket af at have turdet vise sårbarhed omkring deres problemer i livet, og oplever, at andre kan drage nytte af deres erfaringer.

Ifølge sårbarheds- og skamforsker Brené Brown, bliver man styrket, når man tør at vise sårbarhed foran det rigtige publikum. I hendes bog ”Daring Greatly” skriver hun blandt andet at den skam, man måtte opleve, faktisk kan forsvinde eller blive mindre, når man tør tale højt om det, som man skammer sig over, og dermed turde vise en sårbarhed. Det er positivt at ambassadørerne kan genkende dette, fordi det betyder, at der er en gevinst ved at turde at vise sårbarhed og fortælle sin historie som ambassadør. Dette stemmer også overens med EN AF OS ambassadørundersøgelsen fra 2019, hvor der også var flere der fremhævede, hvordan det at være ambassadør for EN AF OS giver empowerment.

Selvstigmatisering
En anden måde ambassadørerne også er blevet styrket på, er ved deres håndtering af selvstigmatisering. Selvstigmatisering kan følge af fordomme og myter, som man møder i omgivelserne, og som man kan komme til at tage på sig. Når man accepterer samfundets negative og stigmatiserende holdninger som sande, kan det afføde negative følelser om én selv. Det at være ambassadør for EN AF OS har hjulpet flere af ambassadørerne med at reagere anderledes på deres selvstigmatisering. De er igennem EN AF OS blevet mere bevidste om selvstigmatisering, og er blevet bedre til at håndtere negative stigmatiserende tanker om dem selv.

Dette pegede ambassadørundersøgelsen fra 2019 også på. I undersøgelsen fyldte det, at ambassadørerne har eller har haft en psykisk lidelse, markant mere før de blev ambassadør i forhold til efter. Det at psykisk sygdom fylder mindre i selvopfattelsen peger på, at det at være ambassadør for EN AF OS har bidraget til at mindske selvstigmatisering blandt ambassadører.

En af de situationer, der har været svær at håndtere selvstigmatisering i, er for eksempel til familiearrangementer, når ambassadørerne bliver spurgt til, hvad de laver. Susan er i fleksjob og arbejder 8 timer om ugen. I den forbindelse kan det nogle gange være svært at håndtere en negativ reaktion som ”nå ikke mere”. På gode dage er hun i stand til at håndtere selvstigmatisering og siger til sig selv: ”jeg gør det, jeg kan, og jeg er glad for det, jeg kan”, imens hun på dårlige dage ”banker” sig selv i hovedet over ikke at være god nok.

Handling på stigmatisering
Alle ambassadørerne er blevet bedre rustet til at genkende og reagere på stigmatisering, når de ser det, efter at de har været ambassadører for EN AF OS. Michael kendte slet ikke til begrebet stigmatisering før han blev ambassadør, men som ambassadør er han blevet ”langt langt bedre til at se, hvornår der er noget, der er stigmatiserende” siger han selv. Det betyder også, at han i dag vælger at gå ind i diskussionen, hvis han fornemmer, at der er nogle, der har en stigmatiserende adfærd. Dette blev der også fundet i ambassadørundersøgelsen fra 2019, hvor 77,3 % i høj eller nogen grad havde oplevet at blive bedre til at håndtere mødet med andres fordomme.

Ambassadørerne har alle sammen flere oplevelser, hvor de har været med til at bekæmpe stigmatisering på den ene eller anden måde. De har alle sammen været med til at nuancere billedet af mennesker med psykisk sygdom både i EN AF OS regi og for det meste også uden for EN AF OS. Nogle af de fordomme de har mødt og udfordret, er for eksempel, at OCD ikke altid handler om rengøringstvang, at dem med PTSD ikke alle sammen har været i krig, og at personer med en psykisk sygdom ikke render rundt med en køkkenkniv i håndtasken.

For en af ambassadørerne har det for eksempel betydet meget for hans egne fordomme om mennesker med psykisk sygdom, at han igennem EN AF OS har mødt andre mennesker med psykisk sygdom.

Vedligeholdelse af afstigmatisering
På baggrund af interviewet kan jeg konstatere, at de alle sammen er blevet skarpe på at bekæmpe stigmatisering og håndtere selvstigmatisering. Derfor måtte jeg også spørge dem om, hvorvidt det at lære at bekæmpe stigmatisering kan sammenlignes med at lære at cykle – når man først har lært det, så glemmer man det vel aldrig? Det mente de bestemt ikke. På trods af at de nu har stor erfaring med afstigmatisering, så var de alle sammen enige om, at det, at have øje for og bekæmpe stigmatisering er noget, som man er nødt til at holde ved lige. Derfor er formidlingskurser fra det nationale EN AF OS sekretariat og ude hos PsykInfoerne helt afgørende for afstigmatiseringsindsatsen.

Ifølge forsker og psykologiprofessor Patrick Corrigan, så betyder det at være en del af en gruppe og et fællesskab, at selvstigmatisering mindskes, og at det er lettere at håndtere diskrimination. For ambassadørerne betyder det at være en del af EN AF OS, at de føler sig stærke nok til at stå frem og tale om egne erfaringer med psykisk sygdom. Det var bestemt med til at give dem mod og lyst til at være ambassadør for EN AF OS.

Kilde: Ambassadørundersøgelse 2019