Nyheder

16.04.2021

Klage over stigmatisering i podcasten ”Psykiske lidelser” episode 3 ”Borderline og psykopati” på Podimo

Landsindsatsen EN AF OS har ligesom flere andre rettet henvendelse til Podimo med kritik af en podcastepisode om borderline og psykopati.

Programmets budskab kan opsummeres til, at mennesker med borderline er forfærdelige, utilregnelige mennesker, som man ikke kan holde af, og som man bør holde sig langt væk fra. Det nævnes i programmet helt kort, at de ikke har det godt, men der gøres på intet tidspunkt noget forsøg på at forklare, hvad den beskrevne adfærd kan være udtryk for. Programmet er dybt stigmatiserende hele vejen igennem. Lytteren får ikke nogen forståelse for, hvad borderline er, en bekræftes kun i fordomme med grove og uempatiske generaliseringer.

Netop diagnosen borderline er i forvejen omgærdet af mange fordomme og myter og ofte omtalt på en måde, der mangler forståelse for de relationelle vanskeligheder, som personer med borderline lider af. Viden om årsager til at udvikle borderline, og hvordan det kan behandles, er viden, som mange kan have behov for, men som reelt slet ikke formidles i udsendelsen.

Inden vi fra EN AF OS nåede at sende vores klage afsted, havde andres klager ført til, at Podimo allerede havde fjernet den pågældende episode fra deres platform. Vi er selvfølgelig glade for, at de har taget kritikken til sig og handlet derefter.

Så det nytter at reagere overfor stigmatisering!

Vi har i vores svar til Podimo fremhævet vigtigheden af en høj faglighed og etik i formidling af viden om psykiske lidelser, som er omgærdet af så mange fordomme og misforståelser, da dårlig formidling er værre end ingenting, fordi man risikerer at bekræfte og forværre fordomme.

I EN AF OS stiller vi os altid gerne til rådighed for faglig sparring om afstigmatisering og dette gælder naturligvis også Podimo.

Vi bringer her svar fra Podimo:

”Vi vil gerne beklage over for dig og alle andre, der har følt sig ramt af episoden "Borderline og psykopati" fra podcasten "Psykiske lidelser", der udkom d. 18. marts 2021.

Den pågældende episode har givet anledning til kritik, og efter grundig dialog med podcastens værter er vi enige om, at episoden ikke i tilstrækkelig grad formidler dens budskab, som det var tiltænkt. Episoden blev derfor taget ned d. 7. april 2021.

Som nævnt beklager vi den frustration, episoden har medført. Det er og har på ingen måde været ambitionen med serien, som tværtimod har til formål at oplyse og aftabuisere. Derfor er det især ærgerligt, at den pågældende episode for nogen har haft den modsatte effekt.

Vi vil gerne sige tak til dig og alle andre, der har taget sig tid til at gøre os opmærksomme på problemerne og har lagt arbejde i at formidle deres kritik og feedback.

Vi har samlet og gemt den kritik, vi har modtaget, og den er blevet gennemgået af vores indholdsteam og af podcastens producenter. Og vi vil selvfølgelig arbejde målrettet på at sikre, at noget tilsvarende ikke gentager sig.

På vegne af Podimo og producenterne”