Nyheder

05.10.2017

Anmeldelse af bogen Støbt i mørket

 

Anmeldelse af bogen ”Støbt i mørket” skrevet af Theodor Leander Nishanth Steffensen
Anmeldt af EN AF OS-ambassadør Pernille Petersen.

I forlængelse af anmeldelsen fortæller forfatteren sin personlige historie og tanker om bogen.

Theodor L. N. Steffensen født 1991 har en udgivet en digtsamling der er skrevet over en årrække på ca. ti år. Digtsamlingen består af seks temaer – mørke, ensomhed, skygger, erkendelse, kærlighed og håb.
I tema et ”Mørke” beskriver forfatteren tanker om døden, tanker om at blive befriet fra sin jordlige eksistens og en længsel efter at være som andre unge mennesker. En længsel efter kærligheden.
I tema to ”Ensomhed” fremgår det med al tydelighed som temaet også hedder, at forfatteren føler sig ensom. I digtet ”Stækkede vinger” skriver forfatteren:
”Jeg funderer over det forunderlige i at jeg mig stadig
luftbåren holder” (s.24)
Det der også beskrives af forfatteren i dette tema er en uendelig kamp som synes umulig at vinde, følelsen af opgivenhed og nederlag er overskyggende.
Tema tre hedder ”Skygger.” Temaet er kort, og samtlige digte i temaet har en titel indeholdende et ord med skygge. I dette tema vender de mørke tanker der også var repræsenteret i det første tema tilbage, dog i mildere grad.
Tema 4 hedder ”Erkendelse” og her bearbejder forfatteren nogle meget eksistentielle tanker, så som hvad er meningen med hans lidelse? Hvad kan han tro på? ”Det eneste du ved er du intet ved, og ikke engang det kan du rigtig vide” (s. 44)
Tema 5 hedder ”Kærlighed” og beskriver forelskelse, ulykkelig kærlighed, troen og en ny kærlighedsaffære. Den beskrives med al den usikkerhed og tvivl der kan være når man bliver forelsket, men elsker den anden mig?
Tema 6 hedder ”Håb” og her beskrives håbet og lyst. Er livet alligevel så slemt som jeg har syntes det var?

Jeg synes forfatteren har formået at beskrive nogle ret komplekse følelser og problemstillinger ret godt. Jeg blev bevæget da jeg læste bogen, følte med forfatteren, håbede med forfatteren. Stemningerne igennem bogen var smittende. I starten blev jeg ret påvirket af en mørk tone med et glimt af håb, der dukkede op hist og her, men heldigvis bliver stemningen lysere og lysere. Jeg er personligt meget fascineret af forfatterens tema ”erkendelse.” Her bliver der reflekteret over nogle emner, jeg synes fortjener plads.

Alt i alt så er det en anbefalelsesværdig bog, hvis man har lyst til at komme med på en rejse fra mørke til håb. Virkelig velskrevne digte, med gode refleksioner.
 
Anmeldt af Pernille Petersen

Forfatterens historie:

Det startede da jeg var 13- 14 år med en depression og spiseforstyrrelse, der kom snigende. Det eskalerede i løbet af mine teenageår – der var flere begivenheder der spillede ind. Jeg blev indlagt akut med anoreksi, da jeg var 17 år. Jeg var indlagt et halvt års tid og blev diagnosticeret med anoreksi og svær depression.
Jeg blev senere udredt igen – og depressionen blev taget fra mig i bytte for diagnosen ”skizotypisk sindslidelse” – stadig med anoreksi ved siden af.
Depressionen og de symptomer der konstituerer skizotypi arbejdede jeg ihærdigt med, allerede fra min indlæggelse, og de begyndte at blive bedre allerede fra jeg var omkring de 20 år. Jeg blev medicinfri, da jeg var 22 år. Der var flere vendepunkter. En uddannelsesvejleder, samtalegrupper for unge (Odense), en HF-mentor i min dansklærer, noget der hed ”Team Plus” ved socialcentret og min uddannelse (psykologi). De var alle med til at give fornyet styrke og gå på mod – anoreksien var dog stadig trofast følgesvend, selvom den, relativt, var under kontrol.

Det hører med til historien, at den måske erstattede ”Gud” engang i teenageårerne. Jeg er ud af en præsteslægt, og i mange af mine teenageår, følte jeg mig måske alene, men ikke ensom – for jeg havde altid Gud. Gud var min bedste ven. Gud var min eneste ven!
Jeg mistede dog troen – og det er min egen tanke, at anoreksien måske udfyldte et tomrum der. Den var blevet mit håb. Det var igennem tanken om at tabe mig, at jeg håbede på andres accept, anerkendelse og sådan noget som kærlighed.

Der var som sagt flere vendepunkter undervejs. Alle punkter der havde stor betydning for, at jeg kunne bearbejde min sorg. Men det afgørende, eller endelige, vendepunkt indtraf for ca. 1½ år siden.
Det lyder måske lidt kliché, eller hult, men jeg tror det var en form for ”midtvejskrise” da jeg rundede de 25 år, der fik mig til at reflektere over alt det, jeg ikke havde nået. Jeg følte jeg var gået i stå mens livet spurtede forbi mig. Jeg havde ikke haft hvad jeg betragtede som et ”normalt” ungdomsliv. Jeg følte slet ikke, at jeg havde haft et. Havde næsten intet netværk, havde aldrig været i byen. Aldrig været til fest. Og det lyder måske lidt kliché, eller hult, men det var måske navnlig én tanke der overskyggede alle de andre. Jeg havde aldrig haft en kæreste eller kysset en pige.
Jeg vidste at jeg gerne ville prøve kærligheden- men jeg vidste også, at anoreksien ville spænde ben. Jeg
kunne ikke spise på restaurant. Jeg kunne ikke gå i byen. Kunne ikke drikke alkohol. osv, osv. Nu er jeg heller ikke så køn i forvejen - men den udmagrede og spinkle statur vidste jeg også godt sænkede mine ”scor-en-kone-chancer”. Så jeg følte, at jeg var nødt til at gøre et eller andet - for der skulle bare ske noget nu!
Det endte alligevel med at blive ret tilfældigt, da jeg en dag kom til at smadre min fod på en håndvægt, jeg havde haft liggende på værelset, gemt væk under sengen. Det var en enhåndsvægt på cirka 7kg. Ikke meget! – men jeg skulle selvfølgelig lige prøve om jeg kunne løfte den. Det lykkedes da også - næsten. Jeg måtte enten bruge begge arme eller svaje ualmindelig meget med ryggen for at få den op. Jeg havde på ingen måde regnet med, at det skulle blive vendepunktet! Men jeg var ikke tilfreds med ikke at være stærkere. Så jeg købte et medlemskab i et fitnesscenter. Jeg gjorde det sammen med min lillebror- og vi begyndte at træne. Resultaterne kom lynhurtigt. Ikke kun voksede kroppen og blev stærkere, der var også et eller andet i hovedet der begyndte at lette. Derudover fik arbejdet med at opbygge muskelmasse mig til endelig at indse, hvor mange kalorier man skal sætte til livs for at få kroppen til at fungere. Det var ualmindelig svært i starten at skulle tænke på at tage på. Nu havde jeg brugt 10 år med tanken om, at jeg skulle være tynd, tyndere og endnu tyndere endnu! Men jeg havde besluttet mig for, at nu skulle det være – jeg havde jo omvendt også 10 års erfaring med, at trods jeg havde været blandt de aller tyndeste, så havde det på ingen måde givet mig et liv jeg følte var værdigt at leve. Eller givet mig de venner- eller den kæreste- jeg havde drømt om. Så jeg var dedikeret!
Jeg skal heller ikke negligere, at de mange rosende kommentarer, jeg fik for den tydelige ændring af statur, fik mig til at slappe mere og mere af i min krop, og det gav mig fornemmelsen af, at jeg var på rigtig vej. Det er kun 1½ års tid siden. Men der er sket så meget på det 1½ år. Netværket er vokset markant, og anoreksien fylder ikke mere i den almindelige hverdag.

Forfatterens tanker om bogen:

Jeg har skrevet digte siden jeg var omkring de 14 år – så det er mange digte i årernes løb. Jeg har brugt det som et redskab til at bearbejde følelser, og så har jeg en dagbog ved siden af til at bearbejde hændelser. Som regel ryger alle skriverierne i papirkurven bagefter. Det er en måde at visualisere, at nu er de bearbejdet- og væk!
De digte der foreligge her, er dog digte jeg har følt et eller andet for. Nogle der har haft lidt mere betydning end alle de andre, hvorfor jeg samlede dem i en mappe, i stedet for i papirkurven.

De er alle sammen skrevet før ”fitness-vendepunktet”. Skriverierne har stået stille siden jeg startede træningen – nu er det nok den jeg bruger til at håndtere de sure følelser! Jeg synes måske alligevel, at den del er vigtig for historien. Det er træningen der har givet mod til at stå frem – og uden det mod, havde jeg heller aldrig turdet sende mine digte til vurdering. Desuden har jeg også fået travlt med- og lyst til- at vise, at sådan noget som anoreksi godt kan overvindes! – i alt fald til et vist punkt. Jeg ved ikke om den kan overvindes fuldstændig, der vil måske altid være en lille latent stemme derinde et eller andet sted.

Jeg tænker også, at det at få udgivet en bog på baggrund af den proces, eller det liv, som det har været, på en eller anden måde føjer noget mening til det. Hele rejsen igennem det ”mørke” føles ikke helt så ”forgæves” – der er i alt fald kommet et ”produkt” ud af den! Og så prøver jeg måske også selv, at holde mig op på, at jeg skal blive i processen. Når nu jeg får udgivet noget der handler om at finde håbet igen, skal efterfølgeren gerne handle om, at det også er blevet fundet – tænker jeg. Så er det måske kærligheden der skal findes i den næste!

Min aktuelle proces og situation lige nu handler i alt fald meget om at ”skabe mening i galskaben”, finde en mening i, at det er gået som det er gået – og så, at arbejde videre på det fundament som alle ovenstående ”vendepunkter” har været med til at skabe. 

 Følg forfatteren her