Nyheder

29.08.2019

Anmeldelse af "Et anker af flamingo. Det, vi glemmer, gemmer vi i hjertet"

Et anker af flamingo"Denne bog er en gribende personlig beretning om, hvordan Pernilles verden pludselig væltede. Vi kommer helt tæt på oplevelserne med at blive indhentet af fortidens skygger og modtage mislykket psykiatrisk behandling med medicin og elektrochokbehandlinger, der ender med at forandre hendes liv og hjerne for altid.

Pernille fortæller åbent og ærligt om en barndom med overgreb, en ungdom med viljestyrke og et voksenliv med nære venskaber og stærk kærlighed. Bogen giver et uhyggeligt indblik i, hvordan det føles at leve med en hjerne, man ikke længere kan stole på. For hvad gør man, når man mister sig selv og sin historie? Hvordan kommer man igennem det uden at gå i tusinde stykker?"

Bogen "Et anker af flamingo. Det, vi glemmer, gemmer vi i hjertet" er en personlig beretning skrevet af Pernille Frandsen.

 

”Et anker af flamingo”, jeg kiggede på titlen, og mine associationer gled hen på et skib og videre på det anker, man kaster fra et skib, så det ikke driver på må og få. Men at kaste et anker af flamingo vil ikke hjælpe på at fastholde skibet i en position. På første side i bogen beskrives det, at ankeret er symbol på håb – det gjorde ikke mine associationer bedre. Jeg tænkte, at der ikke er noget til at holde fast i håbet. Efter jeg har læst bogen, får jeg nogle helt andre tanker om titlen – mine tanker går på, at der ikke er et anker, der fæstner minderne i hukommelsen. Jeg synes, titlen rammer præcist til denne ærlige fortælling om, hvordan livet opleves efter en senhjerneskade, hvad der førte til skaden og kampen for at få den anerkendt.

Der gik under 24 timer, fra jeg havde hentet bogen i min postkasse, til jeg havde vendt sidste side i bogen. Jeg blev fanget fra første side. Bogen er inddelt i to dele. I første del af bogen skildrer Pernille sin opvækst med overgreb, vejen til sin indlæggelse, indlæggelsen, ECT-behandlingerne og bivirkningerne ved ECT-behandlingerne. Hun formår trods de svære situationer at bevare en undersøgende tilgang og peger på ingen måde fingre, selvom man gennem siderne føler hendes smerte og afmagt. Mens jeg læste, blev jeg flere gange arrig og råbte ud i stuen ad plejepersonalet: ”Så se hende dog” for bagefter at le højt. Med mit udbrud mente jeg, at man skulle se bag om de diagnoser, de så gerne vil putte på Pernille meget hurtigt. Dette er også en kamp for Pernille i bogen. Hun vil gerne være den gode psykiatriske patient, men det føler hun kun hun kan være, hvis hun følger behandlerens dagsorden og snakker ind i deres sprog. Det, der især ramte mig, og hvor jeg råbte meget højt, var hvor overlægen beslutter at fjerne en behandler fra Pernille – begrundelsen er, at behandleren ikke skal have ambulante patienter. Pernille finder senere ud af, at den egentlige grund er, hun og behandleren var blevet for tætte.

Anden del skildrer Pernilles kamp med livet og de udfordringer, livet giver, når man har fået alvorlige problemer med både korttids- og langtidshukommelsen og hjernetræthed og samtidig har meget svært ved at acceptere, at det er den nye virkelighed, man skal forholde sig til. Pernille vil det samme som før men må gang på gang erkende, at når hun forsøger, så falder hun.
Bogen er hele vejen igennem skrevet i korte afsnit med overskrifter. Da jeg først gik i gang, undrede jeg mig over dette, men da jeg var færdig med bogen, gav det super god mening. Pernille beskriver flere gange, hvor svært hun har ved at strukturere, og selv om hun tager initiativ til mange ting – bl.a. opråb til Folketinget om, at ECT-behandling kan give langvarige bivirkninger, så beskrives der problemer med at holde overblik og struktur. Jeg tænker, at de korte afsnit og overskrifterne er ment som en hjælp til andre senhjerneskade, der kan have svært ved at overskue lange afsnit ad gangen.
De følelser, jeg har fået aktiveret under læsning af denne bog, er vrede, sorg, afmagt, håb og beundring.
Vrede mod de behandlere i bogen, der bruger deres magt forkert og ikke ser det hele menneske, og mod et system der har svært ved at se udover en diagnose. Sorg i forbindelse med den lille Pernilles barndom, hvor hun med alt det, hun havde lært prøvede at råbe de voksne op, men de synes bare, hun var opmærksomhedskrævende og besværlig. Afmagt når Pernille gang på gang forsøger at sige, at hun har hukommelsesproblemer. Dette anerkender de ikke men tillægger det hendes depression. Afmagt når Pernille siger, at hun ikke fungerer så godt på medicin, men beskriver at for at få behandling og samtaler så kan der ikke siges nej til medicin.
Jeg føler håb i forbindelse med den fightervilje, som Pernille gang på gang udviser. Lige meget hvor mange gange hun falder, rejser hun sig og går videre med de knubs, hun har fået. Og jeg føler stor beundring for Pernille. Jeg synes, hun er mega sej. Hun kæmper en sej kamp, og hun prøver også at bane vejen, så andre ikke skal lide den skæbne, hun har lidt.

Odense d. 20/8 -2019
Anmeldelse skrevet af Pernille Petersen, EN AF OS ambassadør