Dilemmaøvelse: Selvstigmatisering

Åbenhed frem for alt?
En ung pige Amanda, som kommer i distriktspsykiatrien til gruppebehandling, fortæller til en af de andre
i gruppen, at hun er ved at oprette en datingprofil, fordi hun så gerne vil have en kæreste. En medarbejder
overhører, at hun siger: ”Jeg fortæller altid mine dates som noget af det første, at jeg har en psykisk
sygdom. Ærlighed og åbenhed er nemlig for mig det vigtigste i et forhold. At vente med at fortælle om sin
sygdom er at holde den anden for nar.”
  • Hvordan ville jeres umiddelbare reaktion være, hvis I var den medarbejder, der overhører samtalen?
  • Hvilke dilemmaer kan I pege på? Hvilke refleksioner giver de anledning til?
  • Vil jeres tilgang være afhængig af, hvilken diagnose Amanda har, fx hhv. skizofreni eller borderline?
Dem og os
Anton har for et år siden fået en skizofreni-diagnose og er meget ambivalent overfor at tage medicin,
som han synes påvirker hans kreativitet. Han har derfor en løbende diskussion med Karin, sin psykolog
i distriktspsykiatrien, om, hvorvidt han ser sig selv som psykiatrisk patient og siger ofte, at ”jeg vil ikke
opfattes som sådan en, der har knald i låget og som går amok – og sådan tænker andre jo, hvis de får at
vide, at jeg har den her diagnose”. Han tager til Roskilde Festival, og da han kommer til psykologsamtale
næste gang, er han vred og irriteret: ”Det er jo absurd, at de andre føler sig store og stærke, når de fester
på stoffer, mens jeg, der er nødsaget til at tage lægeordineret medicin, føler mig flov!”
  • Hvis I var psykologen, hvad ville så være jeres umiddelbare reaktion på Antons frustration?
  • Genkender I noget i situationen fra jeres egen hverdag?
  • Hvilke handlemuligheder synes I Anton har for at modvirke tendensen til selvstigmatisering? Hvad ville I lægge vægt på i samtalen med Anton?
  • Hvilke konkrete erfaringer har I med at hjælpe patienter med at håndtere identitetskriser knyttet til det at have en psykiatrisk diagnose?