Anmeldelse af bogen 'Imens jeg blev til noget andet' af Karen Stenlev

Anmeldelse af bogen: Mens jeg blev til noget andet af ambassadør for EN AF OS og forfatter Karen Stenlev, udgivet af Forlaget Forår i juni 2020.


Karen Stenlevs bog er poetisk og rå. Den rammer. Rammer der, hvor det gør ondt. Bogen er tyk af længsel. Langsomt bliver længslen til et savn, der stille skriger mod læseren og ud i ingenting. Man hepper på hovedpersonen og håber på forløsning. Man ønsker og tror på, at den lidelse, hovedpersonen har været og stadig er igennem, må få en ende. Slutningen af romanen er meget stærk.

Bogen skildrer en ung kvinde med psykisk sygdom, hvis højeste ønske er at få et barn med sin kæreste, senere kone. Man følger parret til lægekonsultationer, gennem fertilitetsbehandlinger og i brudstykker fra deres dagligdag. Oplever hovedpersonens psykiske vanskeligheder. Man føler, hvordan hendes egen barndoms smerte er viklet ind i savnet efter barnet. Hun har så meget ophobet kærlighed at give, at det til tider truer med at vælte hende. Nej, væltet er for let et ord, for hun er allerede væltet. Gang på gang. Hun kommer op igen, men det er ikke elegant. Snubler sig vej videre gennem resten af bogen.  

Men hun har en anden at holde sig til, når hun er ved at falde. For bogen er også en beretning om kærlighed til et andet menneske. Som føles som det eneste stabile i hovedpersonens liv. Du og jeg mod verden: ”Mørket er der, hvor dine fingre fletter min sammenhæng ind i din. Velvandrede ensomme veje, der mødes i skumringens lysninger. Der, hvor du og jeg er det meste. Der, hvor jeg trækker vejret i dine lunger, hvor mine fingerspidser berør de mærker, livet har sat, og laver nye i dit billede. Jeg har elsket dig intenst, siden solen gik ned, og nu møder de første morgenstråler dit ansigt.” (s. 64).

Du og jeg mod verden. Det føles stærkt. Men også ensomt i tosomheden, skrøbeligt. For de er presset fra alle sider. Indefra. Udefra. Kampen raser frem og tilbage, fra den ene banehalvdel til den anden. Men de kæmper sammen, og partnerens nærvær og støtte forankrer hovedpersonen, når hun bliver kastet rundt af magtesløshed og dyb smerte:

Jeg har lyst til at skrige tårerne ud af øjenhulerne, kaste den gråd op, der sidder i halsen, rive min hud af med nedbidte negle. Løbe uden at se tilbage. Løbe. Men det er lykken, jeg løber fra. Det er den verden, du er i. Og jeg har ondt. Ondt der, hvor min tålmodighed er sluppet op, der, hvor maven møder brystet, der, hvor under kød og blod og lag af benægtelse sjælen sidder. Omsluttet af undertrykte naturkræfter, gemt væk af dysfunktionalitet ligger den, jeg er, trods andres stemmer, der skændes i mit hoved. Den, jeg er, når jeg er alene. Den, der gør så ondt, at jeg har lyst til at sparke mine ben af og flå mine øjne ud af hovedet. Den, der bløder ud af ørerne. Den, jeg ikke kender, men som har været i hælene på mig hele tiden. Lige der. Gør det ondt.

Jeg siger: ”Man kan dø af den sygdom, jeg har.” Du siger: ”Det ved jeg godt.” Du siger: ”Du må ikke dø.” Jeg siger: ”Men jeg glemmer hvorfor.”” (s. 55).

Karen Stenlevs roman hører til de sjældne, der følger én længe efter, den er læst, og den får mine varmeste anbefalinger.

Anmeldelsen er skrevet af Lisette Houmann Jakobsen