Klummearkiv

Ud i verden - ud i livet (tanker fra en nybegynder)

Af Marianne Graversen, EN AF OS - ambassadør i Region Midtjylland.

Marianne GraversenJeg træder udenfor. Det føles lidt ligesom en første skoledag, hvor alt er nyt. Det virker spændende og samtidig har jeg en enorm skræk indeni. Kan jeg overhovedet finde ud af det her??

I 15 år har jeg levet med en psykisk sygdom og haft mange og lange indlæggelser på psykiatrisk hospital. Jeg har sovet 18 timer i døgnet og sad op og halvsov de sidste seks. Jeg har villet opgive mindst 400 gange, hvor jeg virkelig ikke kunne mere. Og jeg har flere gange måtte lægge ansvaret for mit eget liv over i andres hænder, fordi jeg ikke kunne styre det selv. Jeg var blevet kronisk syg, hed det sig dengang - jeg fik udsigten til aldrig at blive rask.
Men 15 år efter den besked, fik jeg nøglerne til mit første eget hjem. Og de nøgler åbnede ikke bare døren til mit hjem, men også døren til en ny verden, hvor jeg ikke længere er syg. Det var en situation, jeg ikke rigtigt har kunnet forberede mig på, så det var bare at kaste mig ud i det.

Det hele virker voldsomt: Aarhus er Danmarks andenstørste by, men for mig virker den som verdens andenstørste by. Også selvom jeg har boet her siden jeg var 16 år gammel. Jeg står der som en helt ny person, en helt anden end den, jeg havde været i 15 år, og slet ikke den, jeg var de første 19 år af mit liv.
I mit nye hjem skal der handles ind, der skal laves mad, gøres rent, vaskes tøj, og jeg skal købe nye underbukser når de gamle er slidte. Det lyder helt normalt, men for mig har de helt almindelige ting krævet øvelse og træning. Men verden er heldigvis mere end bare huslige pligter. Den er fyldt med mennesker, aktiviteter, liv og kærlighed. Jeg skal nu udenfor i verden og gøre de ting jeg har lyst til. Der er strøget. Der er havet. Der er skoven. Der er Cinemaxx. Der er Netto. Jeg observerer meget i den nye verden, jeg befinder mig i. Jeg kigger på, hvordan livet forløber for andre og på hvordan himlen altid ændrer sig så man aldrig ser det samme når man kigger op. Når jeg mærker vinden i mit ansigt er detnoget af det, jeg føler er mest livsbekræftende, for det er det største og nemmeste bevis på at jeg lever.

Den nye tilværelse gør mig tit lidt nervøs, og det har taget mig lang tid at lære at være i den. Og jeg øver mig stadigvæk hver dag. Jeg har stadig svære dage, hvor jeg føler, jeg ikke passer ind i den verden, jeg så inderligt ønsker at høre til i. Der er også dage, hvor forventningerne til mig selv bliver for høje, og hvor jeg bliver nervøs, når jeg skal omgås andre mennesker. Jeg elsker selskabet, men de mange år med sygdom har sat sine spor. Derfor er jeg altid meget opmærksom på, hvad jeg siger, og hvilket indtryk jeg efterlader hos andre. Og jeg kan tvivle på, om jeg nu også kan være helt mig selv. Det kan være svært at møde verden for første gang som 34 årig. Jeg nyder og værdsætter de gode dage, og selvom jeg stadig kan føle mig usikker, så kan jeg nu smile, grine og nyde kærligheden til og blandt andre mennesker. Når folk smiler, smiler jeg igen. Både for at være flink og rar, men også fordi jeg elsker at se et andet menneske smile. “Du er en man hurtigt kommer til at holde af”, fik jeg at vide forleden. Det gjorde mig glad.

I mit nye liv har jeg endelig fået muligheden for at opleve, og derfor vil jeg blive ved med at udfylde mit ugeskema med oplevelser. Med mennesker, kærlighed, udfordringer og med de små ting som at mærke vinden. Det er de ting, der gør livet værd at leve. Selvom der er en del ting som stadig skræmmer mig, så elsker jeg meget ved livet og jeg har sat mig for, at på et tidspunkt vil jeg gerne elske selve livet. Jeg ved, at det vil være arbejdet værd. Ligesom mit arbejde for at komme hertil har været det hele værd.

Marianne, velkommen til verden!