Klummearkiv

Når diagnosesproget tager magten

Af Pernille Petersen, EN AF OS-ambassadør

Pernille Petersens

Når jeg snakker med mennesker jeg kender fra gamle dage - dvs. dengang jeg levede på bosted og tit var indlagt i psykiatrien - så tager jeg mig selv i nærmest at tale et andet sprog. Et fremmedsprog jeg lærte, tilbage da jeg blev indlagt første gang i 1999. Et fremmedsprog som var tvingende nødvendigt at lære for at overleve. Vi kan kalde det udvidet diagnosesprog.

Sætninger som ”hun er ikke rigtig syg ” eller ”hun er også så opmærksomhedskrævende, det er fordi hun har borderline” blev uden tøven sagt, både af personale og af medpatienter, og jeg var ingen undtagelse.

Når stigma bliver til selvstigma

Da jeg var indlagt på en psykiatrisk afdeling, var det helt klart at personalet havde sine favoritpatienter eller favoritdiagnoser, og patienter med borderline var absolut ikke på den liste - det fremstod med al tydelighed. Dette smittede af på patienterne, som hurtigt lærte, hvad der skulle siges og ikke siges for at få den rette behandling. Men det blev også brugt indbyrdes mod hinanden. Når en medpatient fik det rigtigt skidt, og vi andre sad i sofaen og prøvede at analysere situationen, så blev medpatienten oftest analyseret i kraft af sin diagnose. I dag kan jeg godt forstå vi gjorde det - det var den virkelighed, vi var i - men i kraft af mit arbejde som ambassadør i EN AF OS og mit arbejde med mig selv, hvor jeg har arbejdet meget med min egen selvstigma, er jeg blevet meget bevidst omkring de processer, der træder i kraft, når stigma bliver til selvstigma, og hvilken betydning sproget har. Både hvordan man taler til sig selv, men også hvordan andre taler om og til os. Derfor tænker jeg, det kunne have været gavnligt, hvis jeg dengang havde haft nogle andre tolkningsmuligheder i forhold til at forstå mennesker omkring mig.

Jeg tilbragte heldigvis ikke hele min tid på psykiatrisk afdeling, men jeg var oplært godt, og sproget og min måde og se og tolke verdenen på sad dybt i mig. På det bosted, hvor jeg boede, snakkede min veninde og jeg ofte om mennesker som rene diagnoser, men vi blev ofte også mødt som diagnoser. Vi havde hver vores diagnose og kæmpede hver vores kamp, som syntes lige uretfærdig. Jeg mødte denne veninde for ikke så længe siden - vi var ikke længere veninder, da vi mødtes tilfældigt på gågaden. I dette tilfældige møde blev jeg analyseret ud fra den diagnose, jeg havde, da vi var veninder for 8 år siden. I hendes øjne havde jeg afsluttet vores venskab, fordi jeg har den diagnose, jeg har. Der var ikke noget alternativt forslag. Diagnosekortet blev hevet frem.

Diagnostiske briller væk

Diagnoser kan noget, og for mig at se er det et redskab for fagprofessionelle, så de har et fælles sprog at tale ud fra. Men for mig står det helt klart, at sproget skal bruges med forsigtighed. Pippi Langstrømpe sagde engang: ”Hvis man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød mod andre.” Diagnosesproget har en utrolig stærk magt til at ekskludere mennesker fra fællesskabet, så de mennesker, der har denne magt, mener jeg også, har en forpligtelse til ikke at misbruge sproget - diagnosesproget som jeg kalder det - og bruge det imod mennesker.

Jeg tænker, man skal være forsigtig med, hvilke tillægsord der sættes på mennesker, og jeg tænker, man skal være meget bevidst om, hvad disse tillægsord gør ved mennesker. Jeg tog de tillægsord, som psykiatrien puttede på mig, meget nær, og det tog mange år at lave en ny fortælling om mig selv og få nogle nye og positive tillægsord på mig. For i min verden er jeg selvfølgelig ikke kun min diagnose - jeg er et menneske på godt og ondt. Jeg er et menneske med følelser, følelser der kommer, når jeg bliver såret, når jeg bliver glad, og når jeg bliver vred. Jeg er et menneske, der blev syg og fik en diagnose, et menneske der har kæmpet. Men der er så meget andet i mit liv end den diagnose, så når jeg mærker følelser eller afslutter et venskab, så tænker jeg, at jeg 9 ud af 10 gange reagerer, fordi jeg er et menneske med følelser, og ikke fordi jeg er et menneske med en diagnose. Det har været en lang erkendelse at nå hertil, og jeg har brugt mange år på at fortolke mig selv ud fra min diagnose. Langsomt, men med sikre skridt, er jeg begyndt at kigge på mig selv som Pernille, lægge de diagnostiske briller væk, lade de fagprofessionelle om det og prøve at nyde at være mig.